Gå til indhold
Fri fragt ved køb over 599,-
99 dages udvidet returret
Lynhurtig levering
Fri fragt ved køb over 399,-

Guide: Sov bedre, sundere og tungere - 10 tips

Vi kender alle vigtigheden af en god nats søvn – ligesom vi alle kender udfordringen med ikke at kunne sove godt om natten. Søvn spiller en stor rolle i vores hverdag, og er noget vi i vores øjne bør tage mere seriøst. Ligesom man kan gå op i mad, fodbold, musik og meget andet, kan man også gå op i sin søvn – spørger du os, bør alle i realiteten at gøre lige netop det.

Vi vil her tage dig igennem 10 gode tips & tricks, som vi selv har erfaret virker, du kan bruge dem eller lade være – det er helt op til dig selv!

1. Det psykiske aspekt af søvn

Da vi var små, var sengetid den værste tid på dagen – slut med sjov og lege, nu var det puttesove. Mange af os tager den opfattelse af søvn med ind i vores voksenliv, og det er helt forkert. For, som så meget andet, så er søvn hvad vi gør det til. Vi bruger en tredjedel af vores liv på at sove, og derfor er det utroligt vigtigt at vi tænker på søvn som noget godt og nødvendigt.  Noget vi glæder os til. Hvis ikke vi lærer os selv dette, vil de 9 resterende tips ikke hjælpe meget på din søvn.

2. Pas din sengetid

Det lyder som noget vi fik at vide af mor og far engang. Vi kan ikke være mere enige med dem. En god og stabil døgnrytme er utrolig sund for os, og gør det meget nemmere for vores krop at vide hvornår den skal koble af og være vågen. Sørg for, så vidt muligt at gå i seng og stå op på de samme tidspunkter hver dag. Det betyder ikke at du SKAL gå tidligt hjem fra festen eller aldrig må nyde weekendens privilegium af at sove længe – bare du husker dine faste rutiner, så er en lille ”smutter” helt okay i ny og næ. Alt med måde, som man siger.

3. Tænk en ekstra gang over hvad du putter i kroppen og hvornår du gør det

For at opnå den bedste nattesøvn, skal vores krop først opnå en form for ”status quo”. Vi må ikke være sultne og heller ikke for mætte, men derimod skal vi holde et stabilt blodsukker. Hold igen med koffein (specielt i aftentimerne) og undgå alkohol. Så selvom aftensnacken i sengen altid er lidt mere lækker end resten af dagen og ”en lille drink inden sengetid skader vel ikke”, så har det stor betydning for hvordan de næste timer under dynen kommer til at være.

4. Reducér skærmtid før du går i seng

I dag er vi omringet af skærme og vi bruger dem til alt. De fleste af os sidder foran en skærm på arbejde, når vi vil underholdes eller når vi skal kommunikere med omverdenen. Skærme udgiver det man kalder for ”blå lys” og snyder vores hjerne til at tro vi er midt på dagen, selvom uret viser 23:11. En god tommelfingerregel er at slukke dine skærme en time før sengetid. Også mobilen.

5. Pas på med at sove i løbet af dagen

Vi kender det vist alle sammen. Vi kommer hjem efter en lang dag på arbejde eller i skole, sætter os i sofaen og lader det ene gab snige sig ind på os efter det andet. Før vi ved af det, er øjnene lukket halvt i. Her er det vigtigt at være stærk og modstå lysten til en lur. For selvom en lur her og nu lyder mere tiltalende end at lade være, så hjælper det ikke på vores nattesøvn – tværtimod.

6. Forbered krop og sind på at sove

Om det er ved at tage et varmt bad, høre noget stille musik, læse eller noget helt fjerde, er det vigtigt at vi giver os selv lov til at komme helt ned i første gear, inden vi går til køjs. Du kan med fordel også slukke dine skarpe lys i hjemmet og eventuelt lade stearinlys eller dæmpet lys være din stifinder i mørket det sidste stykke tid inden du går i seng.

7. Vær kræsen med dit valg af sengetøj

Der findes flere typer sengetøj, hvor de to mest populære er lavet af polyester eller bomuld. Fælles for de to stoftyper er, at de gør hvad de skal, uden at gøre så forfærdeligt meget mere. Der er dog også kommet nye spillere på markedet, i takt med at vi er blevet mere kvalitets- og miljøbevidste. Et eksempel kunne være bomuldssatin; Sengetøj lavet af 100% bomuld, men vævet til at give en mere luksuriøs finish. En anden bejler til at toppe podiet i verdenen af sengetøj, er bambus sengetøj. Bambus sengetøj er både åndbart og temperaturregulerende. Det er bæredygtighed fra øverste hylde, og så er det blødt som silke. Alternativet er uldsengetøj som er lidt mere ’eksklusivt’ anlagt.

8. Et sundt sovemiljø

For at kunne sove godt er der nogle ting der skal være på plads. Komfort, lys, lyd og temperatur. Investér i en ny seng (eller madras) for at få det meste ud af din søvn. Vi har alle forskellige behov og bør derfor også vælge forskellige senge. Fælles for lys og lyd er at der helst intet skal være. Den ideelle temperatur ligger på et sted mellem 18 og 21 grader. Hvis du oplever at få det for varmt eller svede i løbet af natten, kan det være en god ide at kigge på tekstilerne uld og bambus, vi har lavet et samlet overblik over alt vores uldsengetøj.

9. Få pulsen op

Her mener vi ikke så meget I sengen (selvom det selvfølgelig også skal klares), men mere i løbet af dagen. Det har alle dage været sundt for os at bevæge os, og det hjælper også på vores nattesøvn. Besøg dit lokale fitnesscenter, løb en tur, eller smid træningsmåtten i stuen og lav øvelser i hjemmet – det er helt op til dig. Når vi får pulsen op i løbet af dagen, tillader det os at få pulsen helt ned når vi skal sove.

10. Få nok søvn

Selvom dette tip får ”sidstepladsen” betyder det ikke, at det ikke er vigtigt – Det er bare utroligt individuelt hvor meget søvn vi har brug for fra person til person. Der findes ikke et facit på hvor meget søvn vi skal have og vi kan ikke alle følge samme skema, hvor vi derimod alle kan inkorporere de ovenstående teknikker til at sove bedre. Det kan være lige så usundt at sove for meget som det er at sove for lidt. Lyt derfor til kroppen – det er den der ligger inde med alle svarene.

Tak for denne gang

Det var alt for denne omgang, og vi håber, at du kan bruge måske bare en, eller to af vores tips og tricks – det er i hvert fald meningen med dette blogindlæg. Har du andre gode tips og tricks, er du altid velkommen til at lægge en kommentar med dit personlige tip eller sende os en mail, og så kan det være at det blive 11 tips og tricks til at opnå en bedre og sundere søvn.

Næste artikel Guide: Hvad er det bedste sengetøj?